Vedtægter

VEDTÆGTER for GRUNDEJERFORENINGEN 
STENBÆKGAARDEN AF 5/9 1972

§ 1. NAVN

Foreningens navn er ” Grundejerforeningen Stenbækgaarden Af 5/9 1972

Foreningens adresse er hos den til enhver tid siddende formand.

§ 2. MEDLEMMER

Alle nuværende og fremtidige ejere af parceller udstykket fra matr. Nr. 24 a, Nordenbro by, Magleby sogn har ret og pligt til at være medlemmer af grundejerforeningen, i øvrigt i henhold til den på ejendommen tinglyste deklaration.

Også ejere af omliggende parceller kan optages som medlemmer, såfremt en generalforsamling ved almindelig stemmeflertal vedtager dette.

Begæring om optagelse og udmeldelse sker ved henvendelse til kassereren, og medlemskabet er først gyldigt, når kontingentet er betalt.

§ 3. FORMÅL

Grundejerforeningen, der er upolitisk, er stiftet i henhold til bestemmelse i skøde.

Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes interesser som grundejere i enhver henseende, derunder at administrere og vedligeholde de under grundejerforeningen hørende veje, hoveddræn beliggende i foreningens veje, kystsikring m.v.

Foreningen kan uden ændringer i nærværende love tilsluttes eventuelle sammenslutninger af grundejerforeninger eller en hovedorganisation for sådanne.

§ 4. GENERALFORSAMLING

Generalforsamlingen har, indenfor de i vedtægterne fastsatte rammer, den højeste myndighed i grundejerforeningens anliggender.

§ 5. ORDINÆR GENERALFORSAMLING

Den ordinære generalforsamling holdes den første lørdag i september måned, og indkaldelsen udlægges på foreningens hjemmeside www.stenbaekgaarden.dk og/eller indkaldes ved almindeligt brev, når dette ønskes af det enkelte medlem, og vedkommende har meddelt dette til bestyrelsen. Indkaldelsen sker af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel indeholdende dagsorden. Revideret regnskab lægges ud på foreningens hjemmeside inden generalforsamlingen.

§ 6. DAGSORDEN

For den ordinære generalforsamling gælder følgende dagsorden:

Valg af dirigent

Valg af referent

Bestyrelsens beretning

Regnskabet v/ kassereren

Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent

Valg

– i lige årstal vælges kasserer og sekretær

– i ulige årstal vælges formand og 2 bestyrelsesmedlemmer

Valg af 1 suppleant til bestyrelsen

Valg af revisor

Evt.

Forslag fra medlemmerne eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamling, skal skriftligt tilsendes formanden 3 uger før generalforsamlingen.

§ 7. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller senest 14 dage efter, at mindst 1/3 af foreningens medlemmer, med angivelse af dagsorden, har indgivet skriftlig begæring herom.

Sådanne generalforsamlinger sammenkaldes normalt med mindst 14 dages varsel, dog ikke med mindre en 7 dages varsel.

§ 8. VEDTAGELSER

På generalforsamlingen vedtages forslagene med simpel stemmeflerhed. Ved vedtægtsændringer og ved vedtagelser af forslag, der for medlemmerne er økonomisk byrdefulde, kræves, at over halvdelen af grundejerforeningens medlemmer er til stede, og at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Er der ikke mødt et tilstrækkeligt antal medlemmer op, indkaldes med mindst 7 dages varsel en ny generalforsamling. Hvis 2/3 af de på denne afgivne stemmer da er for forslaget, er dette vedtaget uanset de mødendes antal.

§ 9. STEMMERET

På grundejerforeningens generalforsamling har hver parcel 1 stemme.

Et medlem kan repræsentere et andet medlem ved skriftlig fuldmagt. Endvidere kan ægtefæller gensidigt repræsentere hinanden. Stemmeafgivning er ikke skriftlig, med mindre dette bestemmes ved almindelig stemmeflerhed.

Både stemmeret og valgbarhed fortabes, såfremt en restance til foreningen ikke er indbetalt senest 8 dage før generalforsamlingen.

§ 10. BESTYRELSE

Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer.

Den på generalforsamlingen valgte dirigents referat lægges ud på foreningens hjemmeside

Sekretæren tager referat af bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen varetager grundejerforeningens interesser i enhver henseende og repræsenterer den i alle forhold.

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen at antage lønnet medhjælp, og assistance af revisor, advokat, landinspektør, ingeniør og lignende.

Bestyrelsen råder over foreningens midler, alt i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen tagne beslutninger. Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens beslutning påføre foreningen væsentlige gældsforpligtelser.

§ 11. BESTYRELSESMØDER

Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, som forholdene gør det nødvendigt. Formanden og hvert bestyrelsesmedlem kan sammenkalde bestyrelsen. Sammenkaldelsen bør finde sted med mindst tre dages varsel, men i påtrængende tilfælde kan formanden sammenkalde med kortere varsel.

§ 12. TEGNINGSBERETTIGELSE

Foreningen tegnes af formanden og kassereren.

§ 13. BESTYRELSENS BESLUTNINGSDYGTIGHED

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, hvoraf enten formanden eller kassereren.

Beslutninger tages ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens – i dennes fravær – kassererens stemme afgørende.

§ 14. REGNSKAB OG REVISION

Foreningens regnskabsår er 1/7 – 30/6.

Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

Revisor har ret og pligt til uanmeldt revision.

Umiddelbart efter generalforsamlingen udsender kassereren opkrævning for regnskabsårets kontingent. Kontingtet skal være indbetalt senest 1/11. Medlemmer, der ikke har indbetalt kontingentet til tiden, kan pålægges rykkergebyr på et af bestyrelsen fastsat beløb. Såfremt kontingent og rykkergebyr ikke inden den i rykkeren fastsatte dato er betalt, har kassereren pligt til at overgive sagen til inkasso.

§ 15. VEDLIGEHOLDELSE

Foreningens grunde er at betragte som naturgrunde, men skal holdes i en stand, så den ikke generer andre grundejere med ukrudt og ej heller fremtræder i uplejet stand.

Af hensyn til brandfare skal alle grunde være slået umiddelbart inden Sct. Hans.

I tilfælde, hvor grundejeren ikke holde sin grund ren – herunder sørger for græsslåning – vil den blive rengjort/slået ved grundejerforeningens foranstaltning. Udover de ved slåningen/renholdelsen forbundne udgifter, beregner grundejerforeningen sig et administrationsgebyr, som bestyrelsen fastsætter.

Opkrævning herfor udsendes i juli måned, og skal være indbetalt senest 8 dage før generalforsamlingen. Er beløbet ikke indbetalt overdrages sagen til inkasso.

§ 16. OPBEVARING AF FORENINGENS MIDLER

Grundejerforeningens midler hensættes i bank eller sparekasse, hvorfra beløb kan hæves af formand og kasserer. Begge har via netbank adgang til at se træk på konti.

Der oprettes en driftskonto og en kystsikringskonto. Målet for kystsikringens størrelse afgøres af generalforsamlingen.

Kassereren kan råde over en mindre kontantbeholdning.

Kassereren fører løbende regnskab samt protokol over medlemmerne.

§ 17. KONTINGENT OG BYRDEFORDELING

På hver generalforsamling vedtages et kontingent pr. parcel for det kommende år.

I øvrigt skal hver parcel svare lige store bidrag til de fælles goder uanset deres ejendommes areal og beliggenhed.

§ 18. EJERSKIFTE

Ved ejerskifte har sælgeren pligt til at meddele kassereren eller formanden, hvem grunden er solgt til.

Parcellens ejer pr. 1/7 hæfter for kontingent for det kommende regnskabsår.

Således vedtaget på generalforsamlingerne den 3/9 2011 og 1/9 2012

 

Egon Gaarde
Formand

Birgit Mathiassen
Kasserer

Preben Frets
Sekretær

Erik Jørgensen
Best. medlem

Jens Peter Nielsen
Best. medlem